Mød Torben Hansen

Mød Torben Hansen, der er borgmesterkandidat i Randers Kommune for Socialdemokratiet ved Kommunalvalget den 21. november 2017.


Jeg kender Randers Kommune - har boet her hele mit liv. Mine børn har gået i vuggestue, børnehave og folkeskole i Randers. Jeg har stadigvæk et barn i folkeskolen. Vores familie har været aktive i idrætsklubber, til spejdere – ja mange af de steder, hvor fritidslivet leves. Jeg har selv gået på Hobrovejens Skole. Det var en god skoletid med dygtige lærere, gode kammerater - fodbold og fritidsarbejde om eftermiddagen.


Siden hen blev jeg lærer på Tradium, gift med Anne Marie og fik tre dejlige børn, Kirstine, Johanne og Rasmus.


Det giver en helt grundlæggende forståelse af de daglige udfordringer for den enkelte familie med arbejde, skole, fritid og transport.


Jeg er 51 år, faglærer og har været mange år i lokal- og landspolitik. Det giver erfaring, ballast – og et vidtforgrenet kontaktnet, som er vigtigt for Randers Kommune.


I min fritid bruger jeg for lidt tid på haven – elsker at fiske, selvom mit grej er i en sørgelig forfatning, elsker at sejle i kajak på fjorden, synes løbeture er fantastiske (for det meste) og synes, at naturoplevelser, venners og familiens lag, avislæsning og gode bøger er topmålet af en god weekend. Gerne krydret med en tur på stadion med min søn og min far. Jeg var der med min far, da Randers fik sølv i 1973 og kan tydeligt huske det – håber, at sådanne oplevelser går videre til næste generation.

Se mine mærkesager
CV